Else

Fortællinger fra
Sdr. Felding, Sandet og Stakroge

Jeg har samlet en række fortællinger fra Sdr. Felding, Sandet og Stakroge. Fortællingerne stammer dels fra artikler i Lokalhistorisk årsskrift for Sdr. Felding, Sandet og Stakroge og dels fra arkivets gemmer samt fra interviews med lokale beboere, som har fortalt om deres liv til mig.

Den første artikel er et uddrag af erindringer skrevet af Anders Birkhave, hvis forældre boede på det der i dag hedder Kærhedevej.
Erindringerne fylder temmelig meget, så derfor har jeg delt den op i flere afsnit.
Leif Jørgensen
Barndomserindringer fra Sandet
af Anders Kristian Birkhave

Mine forældre
Jeg er født den 7. august 1887 som søn af husmand Hartvig Kristian Andersen og hustru Else Marie Knudsen i Sandet, Sdr. Felding sogn i Hammerum herred, Ringkøbing amt. Mine forfædre har i de få led, jeg ved en smule om, alle haft rod i den danske muld som gode jyske bønder
På fædrenes side nedstammer vi fra gården ”Elkjær” i Sdr. Felding, hvor min farfar Anders Hartvigsen - kaldet Anders Elkjær - var født i året 1821. Hans far, min oldefar, hed Hartvig, og hans hustru hed Maren, og mere ved jeg ikke om dem, kun at de havde gården ”Elkjær” og at oldefar blev en gammel mand på over 90 år. Til yderligere bestyrkelse af, at vi gennem mange led har vor rod gennem afstamning på mandesiden i Felding sogn, går i familien det sagn, at navnet Hartvig, der har været så almindelig i vores familie, siges gennem illegitim forbindelse at stamme fra adelsmanden Hartvig Skram - en bror til søhelten Peter Skram. Denne Hartvig Skram ejede den gamle herregård ”Fruergård” i Sønder Felding, og da ”Fruergård” er nabo til ”Elkjær”, er sagnet måske ikke usandsynlig. Jeg ved dog ikke noget positivt om det.
Min farmor hed Ane Arvad Nielsdatter og var fra ”Gammelager” i nabosognet Assing, hun var født i 1823 og døde i Sandet 1888 - 65 år gammel. Min farfar døde i 1884 - 63 år gammel. Jeg har altså ikke kendt min fars forældre, men derimod min mors forældre gårdejer Knud Knudsen og hustru Else Jacobsen i Troldhede. Bedstefar i Troldhede blev også kaldt for Knud Troldhøj, fordi hans jord stødte op til en gammel høj, der hed Troldhøj. Ja, han ejede vistnok en fjerdedel af omtalte høj, der for resten havde den ejendommelighed, at den lå som et hjørneskel for de fire sogne Sdr. Felding, Borris, Nørre Vium og Assing. Min morfars andel lå i Assing sogn. Også min mors familie, hvis stamtavle på fædrenes side jeg har set, men desværre ikke er ejer af, har for de flestes vedkommende været vestjyske bønder.

Mit barndomshjem
Mit gamle barndomshjem, det ældste altså, som bedstefar byggede i 1860, husker jeg endnu, skønt jeg kun var seks år, da et nyt stuehus blev bygget i 1892. Det kan forklares ved, at det gamle hus blev stående og blev benyttet som udhus i en lang årrække.
I mine første leveår bestod den gamle gård af tre længer: stuehuset mod nord, staldbygning (kohus) mod vest samt et østerhus, hvor der havde været en aftægtsbolig. Denne gamle gård var bygget i al tarvelighed, murene i stuen var kun en halvstens mur med gammel egetræsbindingsværk og med lergulv inde i stuerne.
Gennem forstuedøren kom man ind i en smal stenbro belagt gang, hvorfra en dør til højre førte ind til øverste stue, en to fags stue med hvidkalkede vægge, hvor der på husgavlens langside stod tre store møbler: klædeskab, chatol med et lille skab ovenpå og til sidst den gamle egetræs dragkiste. Ind imellem møblerne hang indrammede ligtaler og gravvers over afdøde familier. Hvad der ellers var i denne stue, der lå isoleret for sig selv kold og uden hygge, husker jeg ikke.
Til venstre fra gangen kom man ind i dagligstuen med langbordet og fast bænk rundt om bordet ved dets to ender og ved langsiden under vinduerne. Væggene rundt om bordet havde rødmalet panel. På stuens modsatte langside mod nord var to alkovesenge med omhæng, de stod med benenden mod hinanden og kan ikke have været ret lange, da stuen kun var to fag bred.
Midt for sengen, hvor de gik sammen, havde det gamle bornholmerur sin plads, dets perpendikel var foroven formet som en engel af messing, der fløj frem og tilbage. På urskiven var anbragt en fastnittet rund blyplade med årstallet 1830 og med inskriptionen: "Klokken minder, tiden rinder, vi vort liv ved Døden minder." Dette gamle ur, der nu er 111 år gammel, har rolig gået sin gang i al den tid, har set slægter komme og forsvinde, men har selv holdt ud uden at blive fornyet, blot lidt smørelse med års mellemrum af en eller anden tilfældig klokkemager, så var den tilfreds og passede sin dont dage og timer igennem med sin klingre, højtlarmende og manende klokkeslag.
I stuen op mod køkkenskorstenen, husets eneste skorsten, stod en bilæggerovn, der blev flyttet over i det nye stuehus og gjorde tjeneste i en årrække. På samme side som forstuedøren var en dør ind til kælder og spisekammer, mellem disse to døre var et indmuret vægskab med plads til kopper, glas og brændevinsflaske. Ved bordet ud mod stuen stod en løs langbænk, endvidere var der en gammel lænestol. Jeg erindrer ikke mere, om væggene var prydet med skilderier, dog ved jeg for sikkert, at et indrammet bryllupsvers med snørklede gotiske bogstaver, skrevet til fars og mors bryllup som en gave fra hendes søskende, havde sin plads på væggen ved en af bordenderne.
Den gamle stue med dens ujævne lergulv, der vandstænket blev fejet og bestrøet med fint hvidt sand, står tydeligt i min erindring

Det første postbud
Jeg mindes et tilfælde, der grelt belyser ulemper, der kan komme af at have lergulv i stuen. I min barndom var postvæsnet under udvikling, og i hvert fald på Sandet tror jeg ikke, at de før havde haft nogen videre regelmæssig postgang indtil en mand ved navn Jens Skipper, der havde en lille ejendom ude i mosen i det vestlige Ilderhede i Felding sogn, blev antaget som landpost og vist nok var den første, der gik regelmæssig daglig postgang på Sandet. Regelmæssigheden kan der diskuteres om, da han var slem til at tage en tår over tørsten, så avisen først kom os i hænde sent på aftenen eller først dagen efter, hvis det da var vores tur til at få avisen først, for i de tider var der altid mindst to, sommetider tre naboer fælles om at holde avisen. Så skiftedes de til ved kvartalets begyndelse at få avisen først og frisk fra fad. For de øvrige deltagere i abonnementet blev nyhedernes friskhed, inden de læstes, betydelig formindsket; men det havde intet at sige, de slugtes med glæde alligevel.
Nå, men det var altså en dag, at Skipper kom som postbud hos os måske med et brev og var temmelig beruset, hvilket gav det drastiske udslag, at han kastede op på lergulvet under bordenden, hvor han havde placeret sit trætte legeme. Da han omsider forsvandt, måtte mor jo have foretaget en udrensning ved at strø sand på og feje op; men brækket, der vel har været mest sprut, var trukket ned i leret, så en vedholdende stank stod i huset i flere dage som et uvelkomment minde om Skippers besøg.

Fortsættes om ca. en uge