Min slægtsbog

 

Fundet på Facebook 9. marts 2020

Tyder på at være onkel Asse's familie

Fortællinger fra
Sdr. Felding, Sandet og Stakroge

Jeg har samlet en række fortællinger fra Sdr. Felding, Sandet og Stakroge. Fortællingerne stammer dels fra artikler i Lokalhistorisk årsskrift for Sdr. Felding, Sandet og Stakroge og dels fra arkivets gemmer samt fra interviews med lokale beboere, som har fortalt om deres liv til mig.

Den første artikel er et uddrag af erindringer skrevet af Anders Birkhave, hvis forældre boede på det der i dag hedder Kærhedevej.
Erindringerne fylder temmelig meget, så derfor har jeg delt den op i flere afsnit.
Leif Jørgensen
Barndomserindringer fra Sandet
af Anders Kristian Birkhave

Mine forældre
Jeg er født den 7. august 1887 som søn af husmand Hartvig Kristian Andersen og hustru Else Marie Knudsen i Sandet, Sdr. Felding sogn i Hammerum herred, Ringkøbing amt. Mine forfædre har i de få led, jeg ved en smule om, alle haft rod i den danske muld som gode jyske bønder
På fædrenes side nedstammer vi fra gården ”Elkjær” i Sdr. Felding, hvor min farfar Anders Hartvigsen - kaldet Anders Elkjær - var født i året 1821. Hans far, min oldefar, hed Hartvig, og hans hustru hed Maren, og mere ved jeg ikke om dem, kun at de havde gården ”Elkjær” og at oldefar blev en gammel mand på over 90 år. Til yderligere bestyrkelse af, at vi gennem mange led har vor rod gennem afstamning på mandesiden i Felding sogn, går i familien det sagn, at navnet Hartvig, der har været så almindelig i vores familie, siges gennem illegitim forbindelse at stamme fra adelsmanden Hartvig Skram - en bror til søhelten Peter Skram. Denne Hartvig Skram ejede den gamle herregård ”Fruergård” i Sønder Felding, og da ”Fruergård” er nabo til ”Elkjær”, er sagnet måske ikke usandsynlig. Jeg ved dog ikke noget positivt om det.
Min farmor hed Ane Arvad Nielsdatter og var fra ”Gammelager” i nabosognet Assing, hun var født i 1823 og døde i Sandet 1888 - 65 år gammel. Min farfar døde i 1884 - 63 år gammel. Jeg har altså ikke kendt min fars forældre, men derimod min mors forældre gårdejer Knud Knudsen og hustru Else Jacobsen i Troldhede. Bedstefar i Troldhede blev også kaldt for Knud Troldhøj, fordi hans jord stødte op til en gammel høj, der hed Troldhøj. Ja, han ejede vistnok en fjerdedel af omtalte høj, der for resten havde den ejendommelighed, at den lå som et hjørneskel for de fire sogne Sdr. Felding, Borris, Nørre Vium og Assing. Min morfars andel lå i Assing sogn. Også min mors familie, hvis stamtavle på fædrenes side jeg har set, men desværre ikke er ejer af, har for de flestes vedkommende været vestjyske bønder.

Mit barndomshjem
Mit gamle barndomshjem, det ældste altså, som bedstefar byggede i 1860, husker jeg endnu, skønt jeg kun var seks år, da et nyt stuehus blev bygget i 1892. Det kan forklares ved, at det gamle hus blev stående og blev benyttet som udhus i en lang årrække.
I mine første leveår bestod den gamle gård af tre længer: stuehuset mod nord, staldbygning (kohus) mod vest samt et østerhus, hvor der havde været en aftægtsbolig. Denne gamle gård var bygget i al tarvelighed, murene i stuen var kun en halvstens mur med gammel egetræsbindingsværk og med lergulv inde i stuerne.
Gennem forstuedøren kom man ind i en smal stenbro belagt gang, hvorfra en dør til højre førte ind til øverste stue, en to fags stue med hvidkalkede vægge, hvor der på husgavlens langside stod tre store møbler: klædeskab, chatol med et lille skab ovenpå og til sidst den gamle egetræs dragkiste. Ind imellem møblerne hang indrammede ligtaler og gravvers over afdøde familier. Hvad der ellers var i denne stue, der lå isoleret for sig selv kold og uden hygge, husker jeg ikke.
Til venstre fra gangen kom man ind i dagligstuen med langbordet og fast bænk rundt om bordet ved dets to ender og ved langsiden under vinduerne. Væggene rundt om bordet havde rødmalet panel. På stuens modsatte langside mod nord var to alkovesenge med omhæng, de stod med benenden mod hinanden og kan ikke have været ret lange, da stuen kun var to fag bred.
Midt for sengen, hvor de gik sammen, havde det gamle bornholmerur sin plads, dets perpendikel var foroven formet som en engel af messing, der fløj frem og tilbage. På urskiven var anbragt en fastnittet rund blyplade med årstallet 1830 og med inskriptionen: "Klokken minder, tiden rinder, vi vort liv ved Døden minder." Dette gamle ur, der nu er 111 år gammel, har rolig gået sin gang i al den tid, har set slægter komme og forsvinde, men har selv holdt ud uden at blive fornyet, blot lidt smørelse med års mellemrum af en eller anden tilfældig klokkemager, så var den tilfreds og passede sin dont dage og timer igennem med sin klingre, højtlarmende og manende klokkeslag.
I stuen op mod køkkenskorstenen, husets eneste skorsten, stod en bilæggerovn, der blev flyttet over i det nye stuehus og gjorde tjeneste i en årrække. På samme side som forstuedøren var en dør ind til kælder og spisekammer, mellem disse to døre var et indmuret vægskab med plads til kopper, glas og brændevinsflaske. Ved bordet ud mod stuen stod en løs langbænk, endvidere var der en gammel lænestol. Jeg erindrer ikke mere, om væggene var prydet med skilderier, dog ved jeg for sikkert, at et indrammet bryllupsvers med snørklede gotiske bogstaver, skrevet til fars og mors bryllup som en gave fra hendes søskende, havde sin plads på væggen ved en af bordenderne.
Den gamle stue med dens ujævne lergulv, der vandstænket blev fejet og bestrøet med fint hvidt sand, står tydeligt i min erindring

Det første postbud
Jeg mindes et tilfælde, der grelt belyser ulemper, der kan komme af at have lergulv i stuen. I min barndom var postvæsnet under udvikling, og i hvert fald på Sandet tror jeg ikke, at de før havde haft nogen videre regelmæssig postgang indtil en mand ved navn Jens Skipper, der havde en lille ejendom ude i mosen i det vestlige Ilderhede i Felding sogn, blev antaget som landpost og vist nok var den første, der gik regelmæssig daglig postgang på Sandet. Regelmæssigheden kan der diskuteres om, da han var slem til at tage en tår over tørsten, så avisen først kom os i hænde sent på aftenen eller først dagen efter, hvis det da var vores tur til at få avisen først, for i de tider var der altid mindst to, sommetider tre naboer fælles om at holde avisen. Så skiftedes de til ved kvartalets begyndelse at få avisen først og frisk fra fad. For de øvrige deltagere i abonnementet blev nyhedernes friskhed, inden de læstes, betydelig formindsket; men det havde intet at sige, de slugtes med glæde alligevel.
Nå, men det var altså en dag, at Skipper kom som postbud hos os måske med et brev og var temmelig beruset, hvilket gav det drastiske udslag, at han kastede op på lergulvet under bordenden, hvor han havde placeret sit trætte legeme. Da han omsider forsvandt, måtte mor jo have foretaget en udrensning ved at strø sand på og feje op; men brækket, der vel har været mest sprut, var trukket ned i leret, så en vedholdende stank stod i huset i flere dage som et uvelkomment minde om Skippers besøg.

Fortsættes om ca. en uge

Fra
Lokalhistorisk Forening for Sdr. Felding, Sandet og Fra Elkjær til Sandet

Før 1800 var bebyggelsen i Sdr. Felding sogn koncentreret nord for Skjern Å, lige syd for åen og på Øster- og Vesterbjerge. Længere syd på var der ikke andet end moser og hede.

Gården Elkjær lå tidligere helt nede ved Skjern Å, men den blev flyttet på som følge af den store oversvømmelse i 1849. Præcis hvornår Elkjær blev flyttet, ved jviikke, men det har nok være omtrent på samme tid.

På Elkjær var der tre brødre, som gerne ville være landmænd, men da en ældre bror skulle have barndomshjemmet, måtte de jo se sig om efter noget andet, og penge havde de jo ikke for mange af. Men ude i den sydligste del af kommunen var der masser af jord, og den var billig, for det var et øde sted uden veje, med masser af hede og farlige moser.

Brødrene havde en farbror Karsten Pedersen Elkjær, han havde i 1856 købt et stykke jord af gården Skovbjerg, og bygger i først omgang et hus på et meget øde og ufremkommeligt sted. I dag er det en del af Lyng og er ejet af Det danske Fængselsvæsen. Der var kun lyng og mose, uvejsomt og farligt, hvis ikke man kendte terrænet.

De tre brødre: Anders, Frederik og Niels Hartvigsen alle med tilnavnet Elkjær fulgte nu i deres farbrors spor, men bosatte sig knap så langt ude

Niels Hartvigsen bosatte sig som den første af brødrene på det der i dag er Sandetvej 31, Stenvanggård, som i dag ejes af Torben Lyngsø

Hele matr. 40 på Sønderlandet hørte under Vestergård i Tarp og var ejet af Jesper Jensen. I 1861 solgte Jesper Jensen den sydligste del til brødrene Anders og Frederik Hartvigsen,

Anders Hartvigsen overtog matr. 40b, nu Kærhedevej 11, som i daglig tale kaldtes Abildtrups gård og som nu er helt jævnet med jorden. Her er Anders Birkhave født.
Frederik Hartvigsen fik matr. 40c, nu Lillevej nr.16 Fynbogården, som nu ejes af Henrik Andersen
Ud af beskrivelser ser det ud til, at de er flyttet derud omkring 1850 men skøderne er først skrevet op til 10 år senere, men det var ikke unormal dengang.

Anders Birkhave blev som voksen ansat ved fængselsvæsnet i København, og fra ham har arkivet arvet flere håndskrevne bind med erindringer og fortællinger fra hans barndom og ungdom i Sandet
Nu følger et lille afsnit fra Anders Birkhaves erindringer:

Jeg er født den 7. august 1887 som søn af husmand Hartvig Kristian Andersen og hustru Else Marie Knudsen i Sandet, Sønder Felding sogn, Hammerum herred, Ringkøbing amt.

Mine forfædre har i de få led, jeg ved en smule om, alle haft deres rod i den danske muld som gode jyske bønder. På fædrene side nedstammer vi fra gården “Elkjær” i Sønder Felding, hvor min farfar Anders Hartvigsen, kaldet Anders Elkjær var født i året 1821.

Hans far, min oldefar, hed Hartvig og dennes hustru Maren og mere ved jeg ikke om dem, kun at de havde gården “Elkjær” og at oldefar blev en gammel mand op over de 90 år. Til yderligere bestyrkelse af, at vi gennem mange led har vor rod gennem afstamning på mandssiden i Felding sogn, går i familien det sagn, at navnet Hartvig, der har været så almindelig i vor familie, siges gennem illegitim forbindelse at stamme fra adelsmanden Hartvig Skram, en broder til søhelten Peder Skram. Denne Hartvig Skram ejede den gamle herregård “Fruergård” i Sønder Felding, og da Fruergård er nabo til “Elkjær”, er sagnet måske ikke usandsynlig, jeg ved dog intet positivt derom.

I min barndom var postvæsenet under udvikling, og i hvert fald på landet tror jeg ikke, at de før har haft nogen videre regelmæssig postgang, indtil en mand ved navn Jens Skipper, der havde en lille ejendom ude i mosen i det vestlige Ilderhede i Felding sogn, blev antaget som landpost og vistnok var den første, der gik regelmæssig daglig postgang på Sandet.

Nå, men det var altså en dag, at Skipper kom som postbud hos os måske med et brev og var temmelig beruset, hvilket gav det drastiske udslag, at han kastede op på lergulvet under bordenden, som han havde placeret sit trætte legeme ved. Da han omsider forsvandt, måtte mor jo have foretaget en udrensning ved at strø sand på og feje op, men brækket, der vel mest har været sprut, var trukket ned i leret, så en vedholdende stank stod i huset i flere dage som et uvelkomment minde om Skippers besøg.

Nyt stuehus

I 1892 om sommeren blev der bygget et nyt stuehus som en hel ny fløj frit beliggende mod syd uden forbindelse med de andre huse men sådan, at der blev en firlænget gård ud af det.

Tømmeret til huset købte far i Gjeding skov på Vejleegnen og transporterede det selv hjem med heste og vogn, hvilket har været en besværlig historie, da det jo drejede sig om flere læs. Så var det forholdsvis lettere med murstenene, der blev hentet fra et teglværk i nabosognet Sdr. Omme. Det har dog sikkert ikke været ret mange tusinde sten, for alle indvendige skillemure blev muret af hjemmestrøgne ubrændte grå soltørrede sten. Jeg kan godt huske, at en mand ved navn Niels Villadsen kom hjem og hjalp med at lave og udforme disse sten af ler, der blev tørret af sol og vind og har gjort god fyldest på deres plads i et halvt århundrede.

Ydermuren blev på langsiden op til vindueshøjde muret op af kampesten, ligeså begge gavlene, men disse var muret af dette materiale helt op til bjælkelagets højde. Resten af gavlene og siderne var af rødbrændte sten i helstensmurs tykkelse.

Under opbygning af huset var far en dag kørt hen i vores hede for at hente et læs sten. Vi har altså haft så mange af dem, at de i læssevis har ligget spredt rundt omkring. Da han var i færd med at aflæsse kampestenene, kan jeg endnu for mit indre blik se, hvordan han tog en langagtig halvrund brunlig sten og smed den fra vognen ned på en større sten, hvorved den lysebrune gik midt over med to aldeles jævne brudflader. “Nej, se da!” råbte far til murermesteren, “sikke to dejlige sten der blev, på disse to sten skal vore navne stå, og sådan blev det. Med uudslettelig tydelig skrift står de indhuggede bogstaver: H.K.A og E.M.K. fars og mors navne på hver sin halvdel af de pænt indmurede sten i den østlige gavlende af huset. På en anden sten står nedenunder årstallet 1892